Årets danska cyklist utses vid Ballerups klassiska parlöp över 100 km 28 december

Danskarna har sedan urminnes tider slagit Sverige på fingrarna när det gäller cykelsporten. Om drygt tre veckor utser danskarna Årets Cykelrytter vid en ceremoni i Ballerup under deras klassiska parlöp över 100 km.

 

Årets Cykelrytter kåres ved traditionsrigt nytårsstævne

2018 har været et af de mest mindeværdige år i dansk cykling nogensinde med en perlerække af imponerende resultater – og fredag den 28. december fejres det fantastiske cykelår i Ballerup Super Arena med det klassiske 100 km parløb og Danmarks Cykle Unions kåring af Årets Cykelrytter og Årets Talent.

Når Danmarks Cykle Union i år atter uddeler den traditionsrige statuette, er det 43. gang, at Årets Cykelrytter kåres.

For tredje år i træk danner Ballerup Super Arena rammen om uddelingen af Danmarks to største cykelsportspriser, Årets Cykelrytter og Årets Talent, og der er lagt op til et forrygende nytårsshow i en fyldt hal, hvor både hjemlige og udenlandske stjerner gæster cykelbanen.

Komitéen, der har nomineret de fem kandidater til titlen som Årets Cykelrytter, består af PostNord Danmark Rundts løbsdirektør, Jesper Worre, Politikens Mogens Jacobsen, TV2′s Dennis Ritter, DR’s Søren Reedtz og Danmarks Cykle Unions næstformand, Lars Kaspersen – og komitéen lægger ifølge DCU’s eventmanager Jens Kasler ikke skjul på, at de har været på den sværeste opgave længe efter et helt utroligt år for dansk cykelsport:

- Komitéen har aldrig tidligere været nødt til at tage så mange ryttere og præstationer i betragtning på tværs af alle discipliner, og vi har ikke før oplevet en situation, hvor en sejr i Paris-Tours eller VM-sølv i XCO ikke har været nok i sig selv til at blive nomineret. Det har simpelthen været vanvittig svært, og det siger alt om det niveau, dansk cykelsport befinder sig på i de her år, forklarer Jens Kasler.

Hos stævnearrangørerne i Dansk Bicycle Club (DBC) glæder man sig også til en stor cykelaften:

- DBC’s nytårsstævne har udviklet sig til en stærk tradition i dansk cykelsport. Det er her cykelfolket ønsker hinanden godt nytår og ser fedt cykelløb med vores 100 km parløb. Dette forstærkes kun yderligere af, at Årets Cykelrytter kan kåres på dagen. Det bliver en stor aften, fastslår Jimmi Madsen, DBC’s eventansvarlige på dagen.

De nominerede til Årets Cykelrytter 2018 er:

Herrernes 4.000 meter-hold på banen
VM-sølv, to World Cup-guld og ny dansk rekord

Amalie Dideriksen
VM-sølv og –bronze, EM-guld og to World Cup-medaljer på banen samt tre WorldTour-etapesejre på landevej

Magnus Cort
Etapevinder i Tour de France, Binck Bank Tour, Tour de Yorkshire og Tour of Oman

Michael Valgren
Vinder af Amstel Gold Race og Omloop Het Nieuwsblad samt nummer fire i Flandern Rundt

Mikkel Bjerg
Verdensmester i enkeltstart for U23-herrer og ny dansk timerekord

Vinderen kåres efter en afstemning blandt Danmarks Cykle Unions licensryttere, mens Årets Talent udpeges af komitéen.