Brølstærkt banelandshold giver VM-optimisme

 

Det er otte af verdens bedste baneryttere, der i disse dage ifører sig den danske landsholdstrikot og lægger sidste hånd på VM-forberedelserne i Polen. På onsdag går det løs.

Stemningen er god i VM-truppen. Foto: Dan Møller

Det suger i maven på de fleste cykelsportsfans, hver gang der skal køres om regnbuetrikoten, og med et afsindigt stærkt dansk banelandshold er den følelse kun forstærket før VM i Pruszkow. Landstræner Casper Jørgensen blev selv verdensmester på samme bane, da Danmark med to guld- og en sølvmedalje leverede et historisk godt VM for ti år siden – og VM er noget særligt, mener han.

- Sammen med OL er VM det største, man kan opnå, og det kan man også mærke på rytterne. Vi har forberedt os godt, og alle er meget fokuserede, så nu bliver det spændende at komme i gang, siger Casper Jørgensen.

Banelandsholdet stiller op i syv discipliner – fire hos kvinderne og tre hos herrerne – og selvom Casper Jørgensen maner til besindighed, lægger han heller ikke skjul på, at han er optimistisk:

- Som udgangspunkt kan vi køre med om medaljerne i alle discipliner, men så skal alt naturligvis flaske sig. Jeg synes dog, at vi kan have forhåbninger om tre medaljer, og det mål tror jeg også på, vi kan nå, fastslår landstræneren.

Interessen for banecyklingen er vokset betydeligt i Danmark de seneste år, og det hænger naturligvis sammen med de mange danske profiler med international klasse – og rytternes niveau er stærkt medvirkende til, at VM-feberen for alvor er begyndt at indfinde sig.

VM kan følges på TV2 Sport og TV2 Play, og løbsprogrammet findes her

Det danske landshold stiller op med følgende ryttere:

Kvinder
Scratch og omnium
Amalie Dideriksen

Pointløb
Trine Schmidt

Parløb
Amalie Dideriksen og Julie Leth

Herrer
4.000 meter holdforfølgelsesløb
Lasse Norman Hansen, Rasmus Lund, Julius Johansen, Casper Folsach
Niklas Larsen (reserve)

Omnium
Niklas Larsen

Parløb
Lasse Norman Hansen og Casper Folsach